Et andet sted, der ligger næsten modsat af New Work på vestkysten ved Stillehavet, er storbyen San Francisco, der huser en meget blandet befolkning af dygtige og engagerede borgere.
Leder du efter interessante steder at besøge, kan det være værd at opleve Walt Disney’s eget museum.
Museet ligger flot i tre bygninger på Presidio, som er en del af Golden Gate Recreation Area.
Der er flere forskellige udstillinger at se, som bla. hvordan Mickey Mouse blev skabt, og hvordan de første film blev kreeret samt om Walt Disney’s op- og nedture.
Et andet interessant udflugtsmål er Golden Gate, byens vartegn, der stod færdig i 1937, og du bør prøve at krydse broen, hvad enten det er til fods, på cykel eller med bus.
En af de helt særlige ting ved San Francisco er det kuperede terræn og de mange sporvogne, de såkaldte ”cable cars”, hvor du kan køre med tre forskellige linjer. Billetten køber du ombord eller i en billetautomat.
Fisherman’s Wharf er bestemt også værd at besøge. Her finder du uden sidestykke den største turistattraktion i San Francisco.
De gamle forladte fiskemoler danner rammen for alverdens gadegøjl, og det er samtidig herfra færgen går til det notoriske Alcatraz-fængsel.
Det er også her, du finder masser af søløver, som turisterne ynder at fotografere.
San Francisco og hippierne
San Francisco var i 1960’erne kendt for at være et sted for hippier og alternative livsstile, og musikeren Scott MacKenzie udødeliggjorde byen i 1967 med linjerne ”If you’re going to San Francisco be sure to wear some flowers in your hair.”
Siden hen har byen dog forandret sig, og der er kun enkelte ting tilbage fra de glade 60’ere som fx Haight Ashbury-kvarteret, hvor man kan finde flere alternative butikker og økologiske varer.